
9. klasse
I 9. klasse skal du finde ud af, hvad du skal efter grundskolen. Du får både vejledning i klassen, mulighed for at prøve en uddannelse i brobygning og hjælp til at søge om optagelse til 10. klasse eller en ungdomsuddannelse.
Sådan finder du din vej videre efter 9. klasse
I 9. klasse sker der tre ting, som hjælper dig med at tage det næste skridt i din uddannelse. Du deltager i kollektiv vejledning, hvor du lærer om dine muligheder og får værktøjer til at undersøge uddannelser. Du kan komme i brobygning og opleve en ungdomsuddannelse i virkeligheden. Og sammen med dine forældre skal du senest 1. marts kl. 12.00 søge om optagelse til 10. klasse eller en ungdomsuddannelse via optagelse.dk. Din UU-vejleder introducerer dig til optagelse.dk og hjælper dig gennem hele processen, så du kan føle dig tryg i dit valg.
Kollektiv vejledning – når vejlederen besøger din klasse
I løbet af 9. klasse kommer din UU-vejleder på besøg i klassen. Her arbejder I med oplæg, øvelser og aktiviteter, der hjælper dig med at finde ud af, hvad du gerne vil efter grundskolen. Du bliver præsenteret for værktøjer, som du kan bruge, når du skal undersøge uddannelser og træffe dit valg.
I den kollektive vejledning lærer du blandt andet om:
Ungdomsuddannelserne
Du får et overblik over de forskellige ungdomsuddannelser – hvordan de er bygget op, hvad der er i fokus, og hvilke muligheder de giver dig bagefter.
Uddannelsessystemet
Du får indsigt i, hvordan du kan uddanne dig videre efter en ungdomsuddannelse, og hvad forskellen er på fx korte og lange videregående uddannelser.
Uddannelsesguiden (ug.dk)
Du bliver introduceret til siden uddannelsesguiden.dk, hvor du kan søge på uddannelser og job. Her kan du også se adgangskrav, fx hvilket karaktergennemsnit der kræves for bestemte uddannelser.
Frivillig brobygning – prøv en uddannelse i virkeligheden
Hvis du er i tvivl om dit valg, kan du komme i brobygning. Det betyder, at du besøger en ungdomsuddannelse i nogle dage og deltager i undervisningen sammen med eleverne der.
I 9. klasse kan du være i brobygning 2 x 2 dage. Du kan vælge to forskellige steder og prøve hver af dem i to dage.
Du tilmelder dig brobygning sammen med din UU-vejleder.
Når du er i brobygning, får du blandt andet indblik i:
-
undervisningen og de faglige krav
-
skolens måde at arbejde på
-
det sociale liv og kulturen på stedet
-
elever og lærere på uddannelsen
Det giver dig et mere realistisk billede af, hvordan hverdagen på en ungdomsuddannelse er – og om det er noget for dig.
Skal du i 10. klasse eller videre på en ungdomsuddannelse?
I 9. klasse skal du og dine forældre senest pr. 1. marts kl. 12.00 have udfyldt og underskrevet din ansøgning til 10. klasse eller en ungdomsuddannelse. Ansøgningen udarbejdes og underskrives via optagelse.dk.
Ansøgningen skal underskrives af dig selv og dine forældre med MitID.
Som en del af den kollektive vejledning på din skole, vil din vejleder introducere dig til optagelse.dk. Du vil få al den hjælp, du har brug for.
Hvis du tager din 10. klasse på en efterskole, skal du stadig søge om optagelse på optagelse.dk. Det gælder også, selvom du har modtaget en bekræftelse fra din kommende efterskole om, at du er optaget.





