""
Foto © Pexel

10. klasse

I 10. klasse får du målrettet vejledning og brobygning, så du kan blive klar til at vælge den ungdomsuddannelse, der passer dig

Vejledning i 10. klasse

10. klasse er et ekstra skoleår, du kan vælge, hvis du gerne vil blive stærkere fagligt, har brug for lidt mere tid eller stadig er i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse der passer bedst til dig. Her får du både undervisning, vejledning og mulighed for at prøve forskellige uddannelser, så du kan blive helt klar til dit næste skridt.

Hvor kan jeg tage 10. klasse? 

I UU Sydfyns område kan du tage 10. klasse på flere forskellige skoler. Du kan gå på en folkeskole, vælge EUD10, vælge en fri- eller privatskole eller tage 10. klasse på en efterskole. Der er altså gode muligheder for at finde et sted, der passer til dig.

Du kan tage 10. klasse på:

  • Nymarkskolen i Svendborg
  • Ørstedskolen i Rudkøbing
  • Marstal Skole
  • Haahrs Skole (privatskole)

10. klasse på en erhvervsuddannelse - EUD10

EUD10 er for dig, der gerne vil arbejde praktisk, men som enten har brug for at blive klar til adgangskravene til en erhvervsuddannelse eller stadig er usikker på dit valg. Her får du undervisning, der hjælper dig tættere på en erhvervsuddannelse og giver dig et bedre grundlag for dit valg.

10. klasse på efterskole

Hvis du ønsker et år med nye mennesker, fællesskab og mulighed for at prøve dig selv af, kan du tage 10. klasse på en efterskole. Du skal stadig søge om optagelse via optagelse.dk, også selvom du allerede har fået en bekræftelse fra efterskolen.

Brobygning

Brobygning i 10. klasse er en obligatorisk del af året. Det betyder, at du skal være to dage på to forskellige ungdomsuddannelser. Her får du mulighed for at opleve undervisningen, niveauet og hverdagen på uddannelsen, samtidig med at du møder elever og lærere, der allerede går der. Det giver dig et klart billede af, hvad uddannelsen kræver – både fagligt og socialt.

Når du er i brobygning, deltager du i undervisningen, oplever skolens arbejdsformer og får en fornemmelse af kulturen og fællesskabet på stedet. Det er en vigtig del af at finde ud af, hvad der passer til dig.

Ud over de obligatoriske 2 x 2 dage kan du også få tilbudt frivillig brobygning i op til fem uger. Hvis du vælger en gymnasial uddannelse, kan du højst være der i én af ugerne. Det giver dig mulighed for at fordybe dig yderligere og blive endnu mere sikker i dit valg.

Ansøgning til ungdomsuddannelser

Senest den 1. marts kl. 12.00 skal du og dine forældre have udfyldt og underskrevet din ansøgning til en ungdomsuddannelse. Ansøgningen udarbejdes og underskrives via optagelse.dk. 

Ansøgningen skal underskrives af dig selv og dine forældre med MitID. 

Som en del af den kollektive vejledning på din skole, introducerer din UU-vejleder dig til optagelse.dk. Du får al den hjælp, du har brug for.